LaLiga-præsident: Messis afsked kunne være undgået
Javier Tebas, der er præsident for LaLiga, mener Lionel Messi kunne være blevet i FC Barcelona . Økonomi kan ikke have været grunden til afskeden.
Forklaringen på Messis farvel i Barcelona denne sommer skulle være manglende økonomisk styrke indenfor reglerne i LaLiga. Men Javier Tebas forklarer i et interview med mediet Sport, at det ikke er den reelle årsag til afskeden.
– Det var ikke en finansiel beslutning. Det ved jeg med sikkerhed, siger han.
Tebas havde personlige telefonsamtaler med Barcelona-præsident, Joan Laporta, og den katalanske klubs bestyrelse, og man forsøgte at finde en vej udenom et Messi-exit. Det gik dog som bekendt den anden vej, og La Liga-præsidenten tror, sandheden om argentinerens afsked vil vise sig på et tidspunkt.
– Jeg tror, at vi næste sæson kommer til at se om Messi virkelig kunne være blevet eller ej. Og selvom jeg respekterer klubbens beslutning, må man fortælle tingene, som de er, siger Javier Tebas.
Lionel Messi skiftede efter udløbet af sin kontrakt med Barcelona denne sommer til franske Paris Saint-Germain.