Benjamin Mendy varetægtsfængslet til 2022
Den franske venstreback Benjamin Mendy, der er anklaget for voldtægt på to kvinder og seksuel krænkelse på en tredje, holdes varetægtsfængslet frem til den 24. januar 2022.
Manchester Citys forsvarsspiller Benjamin Mendy var fredag den 10. september i retten til en 45 minutter lang høring.
Her fortalte Mendy, som det eneste, sit navn under høringen. Det engelske medie Sky Sports beskriver, at den 27-årige fodboldspiller mødte op i et gråt joggingsæt, sad helt lænet tilbage med armene over kors og bare lyttede til det, som hans oversætter fortalte ham.
Høringen fredag den 10. september blev blot brugt til at få styr på det administrative, hvilket betød, at anklagerne ikke blev fremlagt denne dag.
Endnu en høring vil blive holdt den 15. november, hvor Mendy vil have mulighed for at afvise anklagerne.
Premier League-stjernen fik afvist ønsket om løsladelse sidste måned og skal derfor fortsat sidde i varetægtsfængsling indtil den 24. januar, hvor hans dom skal stå.
Efter Mendy sidste måned blev anklaget af politiet, valgte hans klub Manchester City at suspendere ham. Ligeledes har klubben ikke været ude med nogen kommentar i forbindelse med Mendys varetægtsfængsling.