Begejstret ekspert: Damsgaard & Skov Olsen er Hjulmands værk
Johan Absalonsen ved, hvad en træners tillid kan give i forhold til udvikling, stabilitet og præstationer. Det har han nemlig selv erfaret i sin aktive karriere. Og så er han er - ligesom os andre - svært begejstret for Mikkel Damsgaard.
Trods status som Serie A-spillere, var der i starten ikke mange danske fodboldfans og eksperter der forstod, hvorfor Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen pludselig skulle være en del af nationens bedste mandskab.
Tillid gør, at man bliver den bedste udgave af sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald under Lars Olsen og Viggo Jensen i min OB-tid.
Johan Absalonsen, campo.dk’s fodboldekspert
Det er godt set – og en kredit – man ifølge Johan Absalonsen, campo.dk’s fodboldekspert, til fulde skal give Kasper Hjulmand:
– Deres start og debut på det danske landshold var lidt speciel, hvis man kigger på deres situation dengang i forhold til normalen. Daramy har eksempelvis peaket helt vildt i FC København nu her og har fået debut. Det var ikke samme fornemmelse med Damsgaard og Skov Olsen dengang, hvor de fik debut. De var begge ved at bide sig fast i henholdvis Sampdoria og Bologna, og det var et klart tilvalg fra Kasper Hjulmands side. At tage dem med fremfor andre, som måske var mere i øjenfaldende på det tidspunkt, siger Johan Absalonsen.
Høj markedsværdi og bemærkelsesværdige mange referencer
Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen, der i øvrigt har forundrende mange sammenligninger, har siden debuten i rødt og hvidt lagt al skepsis og undren i graven.
De to spiller samme position, har samme alder og har begge en fortid i FC Nordsjælland. Kantspillerne har desuden begge optrådt 14 gange i rødt og hvidt og begge med fire mål til følge.
I dag har de en markedsværdi, der ligger i den europæiske subtop, hvilket i høj grad skyldes de flotte præstationer ved sommerens EM-slutrunde samt det faktum, at de bare bliver ved med at levere på nationalt niveau.
Her har tillid været nøglen, hvis man spørger Absalonsen:
– Det var den umiddelbare tillid, som Hjulmand viste dem. Han kendte deres kvaliteter fra FC Nordsjælland, hvor han også arbejdede med dem. Og set på bagkant og retrospektivt, har det jo været vanvittigt godt set af Hjulmand og en fed tillid for Mikkel og Andreas at få, vurderer Johan Absalonsen.
En tillid, han også selv har mærket effekten af i sin aktive karriere som professionel:
– Min tid i OB var præget af stor tillid. Da jeg havde Lars Olsen og Viggo Jensen var det meget de samme 11-12 spillere der var i startopstillingen hver gang. Der kunne jeg godt have en tre-fire kampe, hvor jeg ikke synes, jeg var den bedste udgave af mig selv. Jeg havde dog hele tiden en grundfornemmelse af, at jeg ville starte inde næste gang alligevel, fordi de troede på mig og de så mig som fast starter på venstrekanten, siger Johan Absalonsen og fortsætter:
– Det gav mig bare en ro i forhold til, at det ikke var en bekymring, som jeg behøvede at tage med mig i træning og i kamp. At jeg skulle præstere for at spille næste gang. Når man har den fornemmelse, så er det tit, man spiller mere frit og har fokus på det. Fremfor at skulle fokusere på, at nu skal man score eller levere en assist for at starte inde næste gang. Jeg er af den overbevisning, at så spiller man bare bedre fodbold. Og så er man i den bedste udgave af sig selv. Det var jeg i hvert fald på det tidspunkt, slutter han.
Begejstring for Mikkel ‘Damsinho’ Damsgaard
Der har denne sommer floreret mange rygter om, at Mikkel Damsgaard skulle videre fra sin italienske klub Sampdoria efter en stærk EM-slutrunde. Liverpool har været nævnt som en af de varmeste arvetagere, men for nu forbliver han i det italienske. Transfervinduet lukkede nemlig som bekendt ned i sidste uge.
Det kan være vise sig at være fint for Mikkel Damsgaard, selvom campo.dk’s fodboldekspert er svært begejstret for den unge dansker, der denne sommer fik tilnavnet ‘Damsinho’ af de danske fodboldfans.
– Han er jo vanvittig god. Det viste han under EM og det har han også vist her i kvalkampene. Jeg har ikke set nok af Sampdorias kampe til at vurdere, hvor markant han er i Italien, men der er ingen tvivl om, at hans topniveau er i den høje ende af den europæiske topklasse, siger Johan Absalonsen og påpeger :
– Der er måske nogle ting, som han stadig mangler i forhold til at blive den komplette 10’er, kant eller falsk 9’er. Han gør dog en forskel stort set hver gang han spiller på landsholdet. Alene det viser, at man er godt oppe i hierakiet. Også i forhold til den absolutte top i Europa, slutter han.
Det danske landshold skal i aktion igen den 9. oktober, hvor Moldova venter på udebane. Bliver det til en sejr her, kan Danmark sikre VM-deltagelsen i Parken den 12. oktober, når Østrig kommer forbi.