Engelsk landstræner: Jeg er åben for VM hvert andet år
I sidste uge præsenterede Arsene Wenger verden for idéen om at afholde VM hvert andet år. Han får nu opbakning fra den engelske landstræner, Gareth Southgate.
Gareth Southgate mødtes forleden med Arsene Wenger, som i sidste uge præsenterede forslag til ændringer i fodboldens kalender.
– Vi diskuterede muligheden for VM hvert andet år. Jeg er af den overbevisning, at der skal ryddes op i kalenderen. Med det sagt kan jeg godt se værdien i at få flere kampe med kvalitet, siger Southgate til Skysports.
Læs også: Arsène Wenger præsenterer ny FIFA-plan: “Vi vil have VM hvert andet år”
Forslaget fra Wenger har tidligere mødt kritik fra UEFAs præsident Aleksander Ceferin, som har udtrykt bekymring for manglende hvile og ferie til spillerne.
Det mener den engelske landstræner at spillerne selv må svare på.
– Spillerforeningerne i de forskellige lande burde spørge sine medlemmer om deres mening. På den måde kan vi få et bredt samarbejde, hvis vi skal ændre i fodboldens kalender, slutter Gareth Southgate.
I morgen står det engelske mandskab klar på udebane i Polen. Kampen kan ses på 6’eren kl. 20.45