Danmark klæder Israel af i Parken
Kasper Hjulmand havde inden tirsdagens kamp mod Israel prædiket respekt for modstanderen, men det havde hans spillere åbenbart ikke hørt. I hvert fald klædte det danske landshold Israelerne fuldstændig af i en udsolgt Parken.
Det havde på forhånd været svært at forudsige, at Færøerne var det hold, der ville skabe størst problemer på Danmarks vej til VM i Qatar.
På en aften, hvor den lille nation i Atlanterhavet tog en af sine sjældne landsholdssejre, er det ikke desto mindre det indtryk, man som dansker står tilbage med, efter Danmark vandt 5-0 over Israel – det hold der forud for kampen var den på papiret største konkurrent til Danmarks VM-kvalifikation.
Israelerne startede ellers kampen godt, og det tog et kvarters tid, inden Kasper Hjulmands tropper fik kampen helt under kontrol. Efter kampen er det dog fortsat Færøerne, der har været tættest på at tage point endsige score mod det danske landshold i denne VM-kvalifikation. Færingerne holdt trods alt danskerne på bare et enkelt mål.
Forud for aftenens kamp havde Kasper Hjulmand advaret mod en ’ekstrem stærk’ israelsk offensiv, og selvom PSV-angriberen, Eran Zahavi, efter 11 minutter satte bolden ind bag Kasper Schmeichel, en scoring som korrekt blev annulleret for offside, kunne israelerne så langt fra leve op til de flotte ord fra den respektfulde danske landstræner.
I stedet var det den danske offensiv, der efter en lille halv time viste prøver på sin ekstremitet. Mikkel Damsgaard afsluttede på kanten af feltet, og Yussuf Poulsen fulgte op. Dermed var der åbnet op for en pose, hvorfra anfører Simon Kjær bare tre minutter senere snuppede sin fjerde landsholdsscoring efter et verdensklasse-frispark fra Daniel Wass.
De tre største danske åbenbaringer ved EM-slutrunden besluttede sig derefter for at vise, hvorfor hele Danmark i sommer kom på fornavn med Joakim, Mikkel og Andreas. Mæhle fandt Damsgaard midt i feltet, og Sampdoria-spilleren ekspederede elegant bolden videre til sin tidligere FC Nordsjælland-kammerat Andreas Skov Olsen, der knastørt flugtede bolden ind i fjerneste hjørne.
I anden halvleg blev der skruet en smule ned for tempoet, men efter en lille times spil, kunne Thomas Delaney heade endnu et perfekt Daniel Wass-indlæg i kassen til 4-0.
Joakim Mæhle blev i overtiden tildelt et soleklart straffespark, der efter VAR-gennemsyn blev konverteret til et frispark, da forseelsen var sket udenfor feltet. Resultatet var dog det samme, for med et frækt chip til bagerste stolpe fandt Jens Stryger Larsen Andreas Cornelius, der kunne score karrierens måske nemmeste landsholdsmål.
Dermed blev det til en stensikker dansk 5-0-sejr og en VM-kvalifikation, man har svært ved at se gå galt.
I Wien sendte Skotland Østrig ud i VM-kulden med en 0-1 sejr, mens Færøerne i Thorshavn snuppede en uhyre sjælden favoritsejr, da de besejrede Moldova med 2-1.
Stilling i VM-kvalifikationsgruppe F:
Danmark (6) – 18 point
Skotland (6) – 11 point
Israel (6) – 10 point
Østrig (6) – 7 point
Færøerne (6) – 4 point
Moldova (6) – 1 point