Götze forlænger i PSV
Mario Götze har igen fundet fodboldlykken, og derfor har han nu forlænget sin kontrakt med hollandske PSV.
Ikke mange kan prale af at have en spiller i truppen, der har været matchvinder i en VM-finale.
Det kan de i hollandske PSV, og det bliver de ved med de næste tre sæsoner. Klubben fra Eindhoven har nemlig forlænget med tyske Mario Götze, der i 2014 blev den enlige målscorer i VM-finalen mellem Tyskland og Argentina.
Mario Götze var et år inden VM-finalen skiftet fra BVB Dortmund til Bayern München. Tre år senere gik turen retur til Ruhr-klubben, og i oktober sidste år smuttede den 29-årige midtbanespiller videre til Holland og PSV på en fri transfer.
Det skal retfærdigvis siges, at også japanske Vissel Kobe har en matchvinder fra en VM-finale på holdkortet. Her spiller nemlig Andrés Iniesta, der sikrede Spanien VM-triumfen i 2010.