Salah klar til at forlænge: Kræver 500.000 pund om ugen
Efter længere tids spekulationer om hvor Mohamed Salahs fremtid ligger, skulle egypteren nu være klar til at forlænge med Liverpool. Klubben og spilleren er dog ikke helt enige om lønstørrelsen.
Den egyptiske angriber Mohamed Salah har gennem det sidste års tid været et stort taleemne, når det har drejet sig om hans fremtid.
Klubber som Real Madrid og Paris Saint-Germain har været nævnt som mulige destinationer, men ifølge engelske medier skulle Salah nu være klar til at forlænge.
Selvom det for mange Liverpool-fans er en fremragende nyhed, så skal de måske lige vente lidt med at juble. Salah skulle ifølge The Mirror nemlig forlange svimlende 500.000 pund om ugen, såfremt han skal fortsætte i klubben.
Den 29-årige egypter skulle ifølge rygterne tjene 200.000 pund om ugen på nuværende tidspunkt, så hvis Liverpool vil beholde deres superstjerne, skal de give mere end det dobbelte i løn.
Merseyside-klubben skulle være mere end klar til at forlænge med Salah, men har på nuværende tidspunkt vurderet det høje beløb for stort. En ny kontrakt er derfor langt fra på plads.