Medie: Evertons James på vej til Tyrkiet
Ifølge spanske AS har tyrkiske Istanbul Basaksehir givet et bud på Evertons James Rodríguez.
Den 30-årige columbianer har på grund af en skade ikke fået spilletid i denne sæson under manager Rafa Benítez. Og nu kan det være, han har spillet sin sidste kamp for Liverpool-klubben, der har fået en fornuftig start uden midtbanespilleren på banen og ligger nummer seks i Premier League á point med nummer to West Ham.
Ihvertfald mener AS at vide, at Istanbul-klubben Basaksehir har budt på James, som columbianeren også blot kaldes. Basaksehir har fået en dårlig start i den tyrkiske liga, og ligger næstsidst efter tre nederlag i lige så mange kampe.
Skiftet kan blive en mulighed, da det tyrkiske transfervindue ikke er lukket, som de fleste andre steder i Europa. Først på onsdag lukker vinduet i Tyrkiet, og der er derfor mulighed for at hente spillere indtil da. James Rodríguez har ifølge transfermarkt.de kontrakt med Everton indtil sommeren næste år.