Javier Pastore skifter til LaLiga
Argentinske Javier Pastore har ikke været i truppen for AS Roma i klubbens to første kampe i sæsonens Serie A, og det har der været en grund til. Argentineren er nemlig fortid i José Mourinhos klub.
AS Roma har spillet 116 Serie A-kampe i den tid, hvor Javier Pastore har været på kontrakt i klubben, og af dem har argentineren kun spillet 30.
Af den årsag kommer det heller ikke som den store overraskelse, at den tidligere Palermo- og PSG-spiller nu søger videre, mere overraskende er destinationen dog. Det er nemlig spanske Elche CF, der fremover kan få gavn af argentinerens kvaliteter.
Med sejre i sæsonens to sidste opgør klarede Elche lige akkurat frisag, da der inden sommerferien skulle findes tre nedrykkere i LaLiga. Klubben der holder hjemme lidt sydvest for Alicante, er kommet nogenlunde fra start i sæsonen, hvor de foruden et 1-0-nederlag til mestrene fra Atletico Madrid har spillet uafgjort med både Athletic Bilbao og Sevilla.
Pastore har fået kontrakt for en enkelt sæson i Elche.