Marca modsiger FC Barcelona: Atleticos Griezmann-købsklausul er ikke obligatorisk
Atletico Madrid hentede på transfervinduets sidste dag Antoine Griezmann tilbage til klubben på en toårig lejeaftale fra FC Barcelona. I kontrakten er også en købsklausul, men der er ingen garanti for, at den klausul bliver indløst.
At FC Barcelona er i økonomiske vanskeligheder, er der formentlig ingen, der er i tvivl om.
På transfermarkedets sidste dag sendte de Antoine Griezmann retur til hans tidligere klub, Atletico Madrid, på en toårig lejeaftale, og ved offentliggørelsen af den aftale skrev FC Barcelona, at der med i aftalen var en obligatorisk købsoption.
Købsoptionen lyder ifølge Marca på 40 millioner euro, men ifølge den spanske avis, er købsoptionen ikke helt så obligatorisk, som FC Barcelona ellers skriver.
For at optionen bliver obligatorisk, skal Griezmann opnå et uvist antal kampe for Madrid-klubben, og når han ikke det, kan Diego Simeone principielt lade ham gå tilbage til FC Barcelona.
Atletico Madrid har desuden sikret sig en option, der gør det muligt for klubben på hvilket som helst tidspunkt at købe franskmanden fri. Mesterklubben har forpligtet sig til at betale hele Griezmanns løn.