Officielt: Chelsea udlejer endnu et flop
Engelske Danny Drinkwater skifter fra Chelsea til Reading på en lejeaftale. Det er Drinkwaters fjerde lejeophold siden skiftet til de nykårede Champions League-vindere.
Samme dag som Chelsea udlejede Tiemoué Bakayoko til AC Milan, har London-klubben sendt endnu et af deres dyre flopkøb afsted på lån.
Denne gang drejer det sig om den tidligere engelske landsholdspiller Danny Drinkwater, der er røget en tur til Reading i The Championship.
31-årige Drinkwater, der sammen med Chelsea-spilleren N’Golo Kanté helt sensationelt vandt det engelske mesterskab med Leicester City i sæsonen 15/16, har aldrig opnået samme succes for The Blues, som den løbestærke og vellidte franskmand.
Læs også: AC Milan lejer gammel kending i Chelsea
Sidste sæson var englænderen, der blev hentet til London for knap 380 millioner danske kroner i 2017, udlejet til tyrkiske Kasimpasa, hvor det blot blev til 11 optrædener.
Ligeledes bød de to tidligere lejeophold hos Aston Villa og Burnley kun på i alt fem kampe for Danny Drinkwater, der altså nu skal forsøge at genfinde melodien i Reading.