AaB henter nordmakedonsk landsholdsspiller hos Mallorca
Nordjyderne har tirsdag lejet Aleksandar Trajkovski for resten af sæsonen hos Mallorca.
AaB har forstærket sin trup med den nordmakedonske landsholdsspiller, Aleksandar Trajkovski.
Den 28-årige offensivspiller er hentet hos RCD Mallorca på leje, og nu er AaB’s offensiv på plads, udtaler klubbens sportschef, André Olsen.
– Trajkovski er en spiller, vi ikke tidligere har kunnet komme i nærheden af, men vi har holdt os til, og vi er glade for nu at have fået en aftale på plads. Han kan dække alle offensive pladser og bliver dermed et ekstra supplement til vores øvrige dygtige offensive spillere, siger Andreé Olsen til klubbens hjemmeside.
Trajkovski er lige nu med det nordmakedonske landshold, som han også repræsenterede til EM i sommer. Han har scoret en enkelt gang for Mallorca i 28 kampe.