Kommentar: Lad os straffe spillere, der sænker spillet
Dommerne bør være langt mere strenge, når det kommer til spillere, der bevidst sænker igangsætningen efter spilstop. Gult kort - videre!
Fodbold er et dynamisk spil. Spillet i sig selv ændrer sig konstant, og ind imellem bliver der også ændret på regelsættet.
Det skete i 1912, hvor målmandens brug af hænderne blev begrænset til kun at gælde i straffesparksfeltet. I 1970 indførtes brugen af gule og røde kort, for på en sprog-neutral måde at tydeliggøre advarsler og udvisninger. I 1992 blev tilbagespilsreglen indført, og tak for det Schmeichel, Olsen og Christofte!
Nogle gange er reglerne der allerede, men de bliver bare ikke håndhævet. Et sådan tilfælde finder vi efter min mening ved forbavsende mange spilstop.
Hvor tit ser vi ikke en spiller begå et frispark for derefter at samle bolden op, bakke ti meter mod eget mål og så kaste bolden højt op til den modstander, der står klar til at tage frisparket. Ti sekunder er gået, og det forsvarende hold er kommet helt og aldeles på plads.
Nogenlunde det samme sker i hver eneste kamp ved indkast. En spiller giver et indkast, men fuldstændig uvidende samler selvsamme spiller bolden op i den ’tro’, at indkastet må være til ham. Fem-ti sekunder er gået, og det hurtige indkast er forhindret.
Det er ødelæggende for den offensive fodbold, og ligesom i så mange andre aspekter af spillet bør man netop tilgodese offensiven.
En variant af samme forseelse ser man, når en spiller med vilje stiller sig i vejen for et frispark, eller når en spiller prikker bolden to-tre meter væk fra det sted, hvor frisparket skal tages.
Det kan ikke være rigtigt, at det er den forsvarende spiller – ofte endda den spiller, der har forbrudt sig mod spillets regler – der får lov at bestemme, hvor hurtigt (eller langsomt) et frispark skal tages. Det er ødelæggende for den offensive fodbold, og ligesom i så mange andre aspekter af spillet bør man netop tilgodese offensiven.
Det er ved at være på tide, at dommerne sætter ind mod den slags, og de har allerede mere end rigelig hjemmel til at gøre det.
I fodboldlovens paragraf 12 står der således, at en spiller, der gør sig skyldig i at forhale genstarten af spillet, skal have en advarsel. En advarsel skal ligeledes gives til en spiller, der forsømmer at respektere den afstand der kræves, når spillet genstartes ved et hjørnespark, frispark eller indkast.
Sagt på en anden måde: Rører du bolden, efter dommeren har fløjtet, får du gult kort.
Der skal selvsagt være en smule elastik i en sådan regel, for ingen kan kræve, at man som forsvarende spiller sprinter væk fra et frispark for at sikre, at man er de 9.15 meter derfra, når bolden sættes i gang. På samme måde er der også tilfælde, hvor en spiller umiddelbart efter et dommerfløjt helt reelt kommer til enten at berøre eller sparke til bolden. Den slags er en vurderingssag, og der har dommerne i forvejen en fin finger på pulsen.
Gav man i stedet det angribende hold lov til at sætte spillet hurtigt i gang, ville vores elskede spil blive langt mere flydende, spildtiden vil blive reduceret ganske markant, og seværdigheden vil stige for den neutrale tilskuer.
Selvom det kan være en kardinalsynd blandt fodboldelskere, vil jeg tillade mig at bringe et eksempel fra en anden sportsgren. Problemstillingen er nemlig den samme i mange andre boldspil, men i håndbold har man for længst indført regler, der gør op med den slags.
Når en håndbolddommer fløjter frikast til et hold, der ikke er i besiddelse af bolden, skal den modstander, der har bolden i hånden, omgående lægge bolden hvor han/hun står. Ikke noget med en pseudo-aflevering til modstanderen, ikke noget med at lade bolden rulle væk og ikke noget med at brokke sig. Bolden på gulvet – ellers står den på to minutter på sidelinjen.
Det samme er mere eller mindre tilfældet i basketball.
Vi ved, hvor afgørende gule kort kan være i fodbold. Der vil helt sikkert være et par kampe i starten af sæsonen, hvor vi ser en markant stigning i antallet af gule kort, men mit postulat lyder, at niveauet efter et par uger vil finde sit naturlige leje, og så vil fodboldseværdigheden have fået et gevaldigt nøk i den rigtige retning.
Håndhævelsen af reglen vil helt naturligt komme til at skabe en del debat, og nogle vil sige, at man ikke kan ændre på den slags fra sæson til sæson, men selvfølgelig kan man begynde at håndhæve en allerede eksisterende regel.
Vi så det sidste sæson, da de europæiske dommere pludselig begyndte at håndhæve reglen om, at målmænd ikke måtte forlade målstregen, før et straffespark var blevet eksekveret. Reglen havde for så vidt eksisteret i al den tid, jeg kan huske, men den var bare aldrig blevet håndhævet.
Pludselig begyndte dommerne at sætte ind overfor forseelsen, der med hjælp fra ny teknologi hverken er subjektiv eller særlig vanskelig at vurdere: Mindst én fod skal have kontakt med målstregen i det øjeblik, sparket bliver taget.
Manchester United fans og spillere var rasende, da de med et kvarter tilbage af sidste sæsons første kamp så David de Gea redde et straffesparksforsøg fra Jordan Ayew, for blot 30 sekunder senere at se dommer Martin Atkinson stoppe spillet og endnu engang pege mod pletten.
David de Geas forfærdelige straffesparks-sæson var indledt, for ikke blot måtte han se sin fine redning slettet fra historiebøgerne, han var også chanceløs, da hans tidligere holdkammerat, Wilfried Zaha, hamrede bolden ind bag ham på omsparket.
De Geas forseelse var absolut minimal, men på slowbillederne var det ikke desto mindre klart: Begge spanske fødder havde forladt kridtstregen.
Gary Neville, som var Sky Sports ekspertkommentator til kampen og tidligere United-anfører, var bestemt ikke tilfreds med situationen, som han betegnede: ”An absolute disgrace”. Mon ikke gode, gamle Gary i dag ville anerkende dommen helt og aldeles? Det tror jeg. For sådan er det med den slags; det gør selvsagt ondt, når den slags går imod dig, men det vil altid gå begge veje. Gyngerne og karrusellerne og det der. Så længe en ny regel eller håndhævelse gør noget godt for fodbolden, må vi leve med de par uger eller måneder, det tager at implementere den og lære at acceptere det.
En måned og én dag efter Crystal Palace-kampen var det da også Bruno Fernandes, der kunne prise sig lykkelig over, at PSG-målmand, Keylor Navas, havde forladt sin målstreg. Det gjorde nemlig, at Uniteds portugisiske talisman kunne sende sit hold på vinderkurs på Parc des Princes, selvom han få sekunder inden havde brændt sit andet straffespark på bare fire dage.
Fodbold er et dynamisk spil, og reglerne bliver aldrig perfekte eller sort-hvide. Alle fodboldelskere må dog være enige om, at man skal gøre det, hvis man uden ændring af reglerne kan øge spillets seværdighed.
Netop dén effekt er jeg sikker på, at det vil have, hvis dommerne bliver lidt mere hårde hvad angår forsinkelsen af spillet ved dødbolde. Og så har jeg endnu ikke nævnt den øgede retfærdighedsfølelse, som det ligeledes vil give.
Det må aldrig være op til det forsvarende hold at bestemme, hvor hurtigt spillet skal sættes i gang!
