Medie: FCM sælger Anders Dreyer til Rubin Kazan
Det ser ud til, at Anders Dreyer kan være fortid i FC Midtjylland, da han ifølge BT skifter til russiske Rubin Kazan for cirka 55 mio. kroner.
Den driblestærke offensivspiller skifter ifølge avisen på en 5-årig kontrakt, og handlen skulle udover transferbeløbet også indeholde bonuser, der kan sende endnu flere penge til det midtjyske. FC Midtjylland skulle dog ikke være interesseret i at hente en direkte erstatning, da Dreyers exit vil gøre plads til Gustav Isaksen i ulve-offensiven.
Hvis skiftet sker, bliver 23-årige Anders Dreyer holdkammerat med Oliver Abildgaard, der har haft fin succes i den russiske storklub efter sit skifte fra AaB i sommeren 2020. Anders Dreyer har spillet i FC Midtjylland siden januar 2020, hvor han kom til fra engelske Brighton.