Mathias Jensen-comeback i Brentfords remis mod Villa
Mathias Jensen fik comeback for Brentford mod Aston Villa, efter han ikke har spillet siden sin skade i EM-semifinalen mellem Danmark og England. Kampen endte 1-1.
Christian Nørgaard var eneste dansker i startopstillingen for Thomas Franks tropper, og midtbanespilleren spillede hele kampen for Brentford, der endnu ikke har tabt som nyoprykker i Premier League. Udover Mathias Jensen var Mads Bidstrup på bænken for Brentford.
Det var en underholdende første halvleg de to midterhold diskede op med på Villa Park i Birmingham. Og det var Brentford, der startede bedst med en scoring efter blot 7 minutter, da Ivan Toney bragte udeholdet foran efter assist fra Pontus Jansson.
Der skulle dog kun gå seks minutter, og så var der udlignet ved Emiliano Buendia. Undervejs blev Brentford underkendt en scoring af Vitaly Janelt, så det forblev 1-1 ovenpå en knap så spændende anden halvleg. Mathias Jensen blev indskiftet mod slutningen af kampen og fik de sidste 10 minutter på banen.
Med resultatet er Brentford fortsat ubesejrede og i skrivende stund nummer 9 i Premier League. Aston Villa er nummer 11 efter dagens kamp.