
FC København smadrede tyrkisk modstander og er klar til Europa
FCK slog Sivasspor med 5-0 i Parken og sikrede sig dermed adgang til gruppespillet i Conference League.

Højst overraskende var der blevet plads til Mohamed Daramy i startopstillingen, da FC København hjemme tog imod Sivasspor i den afgørende kvalifikationskamp om at komme med i UEFA Conference League-gruppespillet.
Den 19-årige nyudnævnte danske landsholdspiller fik den perfekte afslutning på sin FCK-karriere, da han scorede og var med til at ekspedere Sivasspor ud med 5-0.
Dermed spillede københavnerne sig videre til gruppespillet med 7-1 samlet, da første opgør endte med en dansk sejr på 1-2.
Fredag klokken 13 trækkes der lod om FC Københavns kommende gruppemodstandere, hvor Randers FC muligvis også er at finde.
Kronjyderne er dog måske Europa League-deltagere i stedet, da de ved redaktionens lukketid skulle forsvare en 0-1-føring ude mod tyrkiske Galatasaray.