
SønderjyskE henter hollandsk back i Breda
Den sønderjyske superligaklub har forstærket sig yderligere med den hollandske højreback Robin Schouten.

SønderjyskE har fået nye ejere og ny træner. Og i bestræbelserne på at kunne performe i Superligaen har klubben nu hentet den 23-årige hollandske højreback, Robin Schouten, der kommer til SønderjyskE fra Breda. Schoutens aftale løber til 2024.
– Jeg er glad for, at vi har kunnet tiltrække en spiller som Robin Schouten, der er en angrebsivrig back, der passer godt ind i den spillestil, vi er i gang med at implementere. Han er en hurtig spiller, der slår nogle skarpe indlæg, og han er blevet godt skolet i nogle af de største klubber i Holland, siger direktør Jonas Lygaard
Schouten, der får trøje nummer 27, spillede i sidste sæson 34 kampe i den næstbedste række. Han startede sin karriere i AZ Alkmaar og har spillet 17 ungdomslandskampe for Holland.