Sky Sports: Chelsea sender to spillere til Serie A
Tiémoué Bakayoko er snublende tæt på at blive holdkammerat med Simon Kjær, mens Davide Zappacosta bliver backkollega med Joakim Mæhle.
Ifølge Sky Sports har Chelsea indgået aftaler med AC Milan og Atalanta, om at sende Tiémoué Bakayoko og Davide Zappacosta tilbage til Serie A.
Dermed får både Simon Kjær og Joakim Mæhle nye holdkammerater i det italienske.
For begge Chelsea-spillere bliver der tale om et gensyn. Bakayoko spillede i AC Milan i 2018-2019-sæsonen, mens Zappacosta for tredje gang i karrieren kan trække i den blåsorte Atalanta-trøje.
Begge spillere tilbragte den seneste sæson i Serie A, da den franske midtbanespiller var på leje i Napoli, mens den italienske back var med til at redde Genoa fra nedrykning.