Malmø vandt 2-1 mod Rangers, der stadig lever efter sen reducering
Malmø FF med danske Jon Dahl Tomasson som cheftræner vandt tirsdag aften 2-1 i første opgør mod skotske Rangers FC. Men skotterne lever stadig efter mål dybt inde i overtiden.
Malmø FF så længe ud til at have det optimale udgangspunkt til returopgøret i Skotland, da de efter 95 minutters spil førte 2-0 på hjemmebane mod Rangers. Blandt andet på et føringsmål af danske Søren Rieks.
Svenskerne fik dog aldrig lukket kampen mod Steven Gerrards skotske mestre, som fem minutter inde i overtiden fik reduceret til 2-1, efter at Steven Davis sparkede bolden i mål fra kanten af feltet.
– Vi skal et niveau op individuelt og kollektivt i næste uge, og jeg opfordrer Ibrox og vores fans til en unik opbakning. Vi får brug for dem i alle 90 minutter, sagde Steven Gerrard efter kampen.
Rangers tager imod Malmø i Glasgow på næste tirsdag klokken 21.00.